DETTE ER PIAF.
Dressurens glans øvelse. Samlet trav på stedet.
Hesten har tydeligt lagt vægten bagud. Kipper i bækkenet, vinkler alle bagbenenes led. SÆTTER sig bagtil.
Forparten hæver sig. Hesten er spændstig uden at være anspændt.
Det højeste punkt er bag hestens øre. Næseryggen er foran lodret.
Brystkassen er ‘suget op’.
Frem for alt LETHED på tøjlen, som afslører at heste bærer sig selv. Travbevægelsen er taktfast, utvunget og fjedrende.
Alt sammen et bevis på at hesten er stærk i over- og underlinje og har fået tilstrækkelige træning og tid til at nå her til.
Denne udgave ses desværre meget sjældent.

Eksempler på ‘piaf i forklædning’

For det utrænede øje ser det måske flot ud. Hvad er problemet? kunne man spørge.  Er det ikke bare en øvelse i flere udgaver?
Det er åbenbart sådan det opfattes. Både af dommere, trænere og ryttere. Det er helt accepteret og giver høje point.
Selvom hesten hverken er i bæring, samlet eller på anden på bliver tilgodeset som et levende væsen.

Hvis man skal se det fra hestens side, så medfører dette stort ubehag, anspændthed, stress og smerte.

Hesten falder på forparten, overlinje ligamenetet over-udstrækkes. Ryggen falder ned, da muskulaturen forhindres i at komme i spil, underlinjen forhindres i at ‘trække sig sammen’ og engagere bækkenet og få bagbenene ind under hesten. Brystkassen ryger frem/ned. Hvorved fri bevægelse bliver rigtig svært. Man ser hesten er nødt til at blive drevet meget kraftigt på for at holde bare en lille smule trav bevægelse.
Ryggen er hul bag sadlen og selvom bagbenene ser ud til være under hesten på nogle af eksemplerne, hjælper det ikke noget, når hesten er nede i brystkassen og bækkenet hælder den forkerte vej pga det overudspændte overlinje ligament.
Det handler altså ikke om for enhver pris at få benene ind under hesten. Men HVORDAN.
Og når forbenene skråner meget ind under, indikerer det også at hesten er helt ude af balance- forpartsbelastet.

Alt sammen resultat af forkert træning.  Her kan man ikke tale om at hesten har fået for lidt tid til at blive trænet op-. For når måden er helt forkert, vil det ikke nytte noget.
Tvært imod. Hesten vil på sigt gå i stykker.

Når hals ‘knækket’ er ved 2.-4. halshvirvel, umuliggør det at hesten overhovedet kan styrkes og trænes på en hensigtsmæssig måde.

Ikke før hesten trænes med lang lav hals, så overlinjeligamentet henter de nederste halshvirvler op, og dermed engagerer brystslyngen, bliver rygmusklen aflastet så den kan trænes.
Meget kort og stilistisk beskrevet.

Hvis hesten først er nået hertil denne dårlige trænings tilstand, hvor fortykkelsen af halsmusklen ved 2.-3. halshvirvel er indtrådt, er det måske for sent. Eller i bedste fald vanskeligt at træne om.
Der er allerede sket overudstrækning mellem halshvivlerne,  ryghvirvlerne er blevet tvunget nedad, fordi ingen muskler kunne ‘holde igen’ og er på den måde også blevet overudstrakt i den forkerte retning(potentiale for kissing spine), lænden har været udsat for ‘sammenstød’ af hestens for og bagende som arbejder som to halvdele, nerver kan være blevet klemt overalt, ikke mindst i hovedet pga af det stramme næsebånd som er ‘nødt til’ at holde munden lukket pga den tunge tøjleføring- fordi hesten ikke bærer sig selv. Ubehaget af en stramt tøjle på et bid med vægtsstangs system er en historie helt for sig selv. Den kraft som mange dobler tøjlepåvirkningen, giver kæmp smerte belastning i munden,- osv osv.
Alt sammen noget som der ikke tages højde for af hverken dommere eller ryttere- eller ring stewards for den sags skyld.

DRESSUR DOMMERENE SÆTTER STILEN.

Tidligere indgik det i dommer bedømmelsen, at næseryggen skulle være foran lod og at halsen højeste punkt var NAKKEN, som kriterie for veludført øvelse til høje piont.

Sådan er det slet ikke mere.

Nu kan man nøjes  med at hesten bevæger sig genetisk spektatuelt, med store fjedrende medfødte bevægelser, hvor man holder det planlagte spor og antallet af trin.

Helt udenfor betydning er:
-om hesten er anspændt, på forparten, mangler bæring og samling, har stramt næsebånd, bliver båret i stangtøjlen, er anspændt eller  viser ubehag.

Dressur er oprindelig ment som en måde, man træner hesten på, så den kan bære rytter og arbejde hårdt uden at lide overlast.

Det er en saga blot.

Man skulle tro med den nye tids hesteavl, hvor hestene bliver avlet til formålet og burde have lettere ved øvelserne, at det ville se bedre ud.

Men det er gået lige modsat.
Bare der er flotte bevægelser, ser ingen på hvordan hestekroppen arbejder, eller hvordan hesten har det.

I dette oplyste samfund er det virkelig pinligt, at der ses igennem fingre med noget der er så åbenlyst.