Når hesten siger NEJ.

6. december 2019 Af vibe skouenborg

Det som fik mig alvorligt til at vågne op, var at jeg blev ved med at få heste i mine hænder, som sagde NEJ.

Når jeg arbejder med heste, vil jeg have de skal være med på den. Når de ikke vil/kan indlære, har jeg med tiden indset, det er fordi der er noget galt.
Først prøver jeg på alle mulige måder at få kontakt til hestens ”indlærings center”.
Et eksempel: min dengang nyerhvervede 8 års islænder vallak, som lagde sig tonstungt i ens hænder og accelererede, når man prøvede at stoppe, troede jeg bare ikke havde lært at stoppe sådan ordentligt. Da jeg købte ham, kunne jeg godt mærke det, men tænkte, han skal bare lære et stopsignal. At dreje ham fik ham også til at øge farten. Så snart jeg satte mig op, var han som en spændt flitsbue.
Jeg opsøgte hjælp, havde en masse forskellige behandlere på ham og prøvede alle mulige foreslåede ting. Fra jorden var han kniv skarp og forstod alt.  Det frustrerede mig helt vildt DENGANG. Men nu giver det 100% mening.

Han var redet med stangbid, havde haft en omtumlet fortid, stået  i salgs stald et halvt år og var bare vildt stresset og samtidig helt lukket inde i sig selv.
Endelig var der en behandler, Rikke Andersen, som fandt ud af han var sædstrengs hest og han blev opereret. Det ændrede en del, men al hans ‘indarbejdede’ stress og måske andre derfra kommende fysiske udfordringer, tricker ham stadig. Men han er langt bedre.

Efter denne oplevelse, i 2008 kunne jeg spole tilbage og indse, at alle de heste der forinden havde været rigtig svære at få hul igennem til,  havde haft kæmpe kæmpe fysiske udfordringer.

Og deraf også mentale.

Min samvittighed er sort. Men indser, det var læring.

Herfra havde jeg en ny og åben måde at tænke på.