Motivation.

Den anden dag hørte jeg i radioen en beskrivelse af en elitesvømmers oplevelse til et stort mesterskab.  Han var hjemmefra seedet til at vinde ”det hele”  og var i max topform. På en af de sidste og afgørende baner i et vigtigt heat, var der bare ikke noget krudt i kanonen.  Han MAGTEDE ikke at give den det gas, der skulle til. Så han endte langt nede i rækkerne. Som om kroppen ikke ‘gad’- beskrev han det bagefter. Ikke fysisk. Men der var intet der trak i ham- han gad bare ikke- han ønskede kun at komme op ad vandet.  Han gad slet ikke svømme mere. Lige der. Så det var alt sammen noget mentalt inde i hans hoved, som var årsagen.  Det viste sig senere, at  der var ”mytteri” stemning  på dette landshold pga træneren og mange af svømmeren havde fundet et nyt sted at træne efter dette stævne.

Ikke for at sammenligne heste med svømmere- eller mennesker for den sags skyld, men jeg er 200% overbevist om, at en hest kan være mere eller mindre- eller slet ikke- lysten til den opgave, den bliver budt. Eller dens position som ridehest generelt.

Tit når der er debat om forskellige rideemner og debatten cirkler om ridestile, træningsmåder, stramme næsebånd, stramme stangbidskæder,  anspændt ridning, sadler for langt bagude, grim dressurridning  osv osv, så er der altid en horde, der råber op:  ”ja men hvis vi skal til at gradbøje dette, så kan vi jo slet ikke ride på vores heste”. Underforstået, hvis vi skal til at tænke på, hvordan hesten har det, så er det at ride på den, noget den bare skal udholde. For hvis den givne måde bliver kritiseret, så er alternativet ikke at ÆNDRE denne måde- nej så er det eneste alternativet at hesten slet ikke kan rides.   Jeg hører ofte:  ”Ja, men når jeg rider min hest, kan det godt være den ikke synes det er sjovt. Men jeg synes heller ikke altid at det er sjovt at gå på arbejde. Så det skal den bare.”

WOW – dvs hesten skylder os et eller andet. Den står simpelthen i gæld til os?  

Jeg hører også somme tider denne her: ”ja men min hest bliver passet i hoved og r.. med dækken, bandager, foder og ren box i døgnets 23 timer  så har jeg lov til at bestemme over den i den time, jeg rider på den”.

Så længe man har det fint med DET, er man naturligvis ikke interesseret i at lave om på det. Eller er det fordi, man ikke tror, der andre veje til ridning på højt niveau? 

Men selvfølgelig er der det. Det tager bare længere tid at træne hesten rigtigt op.

For mit eget vedkommende, er jeg rigtig ærgerlig over, jeg ikke tidligere har haft mulighed eller øje for at få det mere indsigt noget før, som jeg har i dag. Der for ca 30 år siden var alting anderledes. Både mht at FÅ viden -og den viden der var, var jo slet slet ikke bred, mangfoldig og argumenteret, som i dag.  Min motivation for at have denne blog er bla at kunne gøre nogen nysgerrige på måske at komme til at opleve deres heste på en ny måde? ved hele tiden at tænke, dette må kunne gøres bedre/anderledes.

Men man skal jo have en ide om, hvad man skal lede efter.

Jeg vil gerne komme med et forslag:   jeg har feks en drøm- en drøm om en hest som svæver gennem skoven i kongetrav, dens bevægelse er kraftfuld og voluminøs, den føles høj foran mig, hvert lille tag i tøjlen forplanter sig hele vejen gennem  dens krop, når den sænker farten, fordi den samtidigt flytter tyngdepunktet bagud. Den suger selv fremad igen. Tøjletrykket i dens mund er 0 , tøjlen optræder kun som signal giver, faktisk hænger de løst ned, formen den indtager i kroppen er resultatet af styrketræning og lydighed for hjælperne.  Resten af verden kan have sig selv for en stund.

Jeg ved dette er muligt. Fordi jeg har smagt små bidder af det. Når dette billede står så klart i mit indre, er der hele tiden en rød tråd i det jeg til dagligt træner.

Det var MIN motivation.

Hvad kan hestens motivation være?

For lige at gøre det kontrastfyldt, vil jeg ridse op, hvad jeg ikke mener er motiverende: At blive styret med en tøjle, der er så kort at den holder halsen et andet sted end der, hvor hesten selv ville vælge at have den. At der er et næsebånd, som holder munden så lukket, at den ikke kan lave bevægelser med kæben, eller få lidt aflad for tøjlen, som bestemmer halsens facon- så eneste aflastning den kan få i munden, er at beholde halsen der, hvor tøjlelængden er, selvom nakken skriger og musklerne gør ondt og den har svært ved at bevæge sig fordi al vægt er helt fremme krøllet ind i noget den aldrig selv ville vælge. Og i det hele taget hvis den er meget begrænset i hvilke valg, den kan træffe.

Det er på mange måder lettere at træne heste, når de kun har eet valg. Det kan bare være rigtig svært at vide om dette valg er godt for hesten. Og om der vil blive en konflikt. Om kroppen vil lide overlast. Etc etc. Måske skal der rigtig meget pres til for få hesten til at træffe dette valg, der er dikteret.  Men hesten vil næsten altid rette ind, som det væsen den er. Et jaget flokdyr, hvor det at indordne sig i en flok, er dens overlevelse. Men det er ikke lig med at hesten trives med dette valg, den er blevet tvunget til at tage.  Så selvom hesten bliver ‘nem’ bagefter, er det ikke sikkert den er blevet motiveret til selv at træffe samme beslutning næste gang. Den gør det ganske sikkert.  Ikke styret af motivation, men kun fordi andet er værre.

Mmmm okay, hvordan får man så hesten til selv at vælge, det vi beder om- som jeg mener er det, der skal til, for at hesten motiveres til at være MED i det vi gerne vil have den til?

Fremfor alt skal det vi beder hesten udføre, være noget der er naturligt for den. FEKS den kropsfacon den skal bruge, når den trænes.  Nu er hesten ikke født til at være ridehest, så det er vores ansvar at ruste den til det, så den lider mindst mulig overlast.  Og det er – set MED MINE ØJNE- ikke at tvinge den til at bevæge sig med kroppen formet HELT anderledes, end det den selv ville vælge. For det er dens selvvalgte form der skal styrkes og omformes. Meget vigtig forskel. Andet sted vil jeg senere skrive om det.

Med mindsettet: ”hvordan får jeg min hest til at få lyst til at gøre hvad jeg beder om”, vil VORES tilgang til den givne opgave, vi har givet hesten, være helt anderledes end feks: ”hvordan får jeg hesten til at gøre, hvad jeg beder om”.

Hvad er forskellen? Hvis vi tænker på at få hesten til at få lyst til at gøre noget, er det som hesten skal få ud af det, være noget rart. Så den ser en fordel ved at gøre det. Pause, ros, blive kløet et rart sted. Og næste gang den fornemmer opgaven er på vej, vil den selv starter op med at løse opgaven. Afspændt, ustresset. Hvis resultatet af at svare på opgaven er et pres/signal/noget ubehageligt der ophører, er der intet der ansporer hesten  til at starte udførelsen af opgaven næste gang. Den vil gerne gøre det- for at slippe for pres/ubehag.  Men ikke før den bliver spurgt. Det der kommer ud på den anden side af disse to ‘tankegange’- er KÆMPESTOR.

Måske vil nogen tænke, ja men man kan ikke begynde at klø hesten eller lave stor pause midt i det hele? Nej men jeg oplever faktisk også at kun at det er i startfasen, hvor man LÆRER hesten AT LÆRE, at de helt store belønnings seancer skal forekomme. Derefter har man etableret en samhørighed, hvor der ligesom er etableret et ‘sprog’ man kommunikerer med hesten på . Hvor man naturligvis bevarer denne: ”hvordan får jeg hesten til at få lyst til at udføre denne opgave”. Ellers ophører dette sprog med at blive besvaret fra hesten på den hårfine måde.

Fordelen ved at hesten MED, mentalt og fysisk,  på denne måde, er at man vil opsnappe al tøven fra hesten, som kan være pga smerter, at den ikke forstår, at den ikke kan osv. Og når vi hele tiden ‘spørger ind’, vil al konflikt undgås.

I min verden er tegn på konflikt/stress, under rytter, følgende ting feks: pisken med halen, tyggen på bidet/ urolig tunge, ikke vil stå stille, vil bevæge sig hurtigere end der er meningen, slåen med hovedet-. Et lille udsnit.

Hvordan beder man hesten adlyde en opgave, hvor den har mere end en valgmulighed?   Ja det er måske en ‘fortalelse’, at beskrive det som forkert kun at give hesten én valgmulighed. For når vi beder hesten om noget på den anden, ‘pæne’ måde, har den i realiteten måske også kun en  valgmulighed. Eks: vi tager i tøjlen og forventer hesten standser. Forskellen på den ”gode” og ”dårlige” måde(beskrevet med mine ord): er så at på den gode måde, er forespørgslen måske blidere og det hesten får ud af at svare rigtigt, er bedre.

Det at finde ud af hvad hesten ‘tænder på’ at blive motiveret af, er forskelligt fra hest til hest. Ved at lave ting fra jorden, det kan både være øvelser og lege, kan give en en helt anden indsigt i hvad der motiverer hesten, end hvis man sidder på den.

Lad os tage et eks.: en hest som er ked af og bange for at gå alene på tur, kan man starte med at trække en meget lille tur. Feks 10 m hen ad en vej, hvor den stadigvæk kan se de andre.  Her kan man så øve standsning og at stå.  Det er vigtigt hesten hele tiden er i ro. Dvs alt skal foregå indenfor den zone, hvor den er tryg. Så det at standse, er en lille nem opgave. Hvis den elsker at blive kløet under maven, kan man så klø den under maven, når den er standset. Lige der hvor man ved den ikke er tryg mere, der vender man om. Hele tiden søger man for hesten ER rolig. Ellers har man bedt om for meget. Når denne opgave så er ‘a piece of cake’ at udføre, og hesten er nem at trække, nem at standse, god til at stå stille, nem at få til at gå så har man lagt en bund man kan gro videre på. Hvad denne enkle måde at tænke på, kan give af forskel for videre færd, er næsten mirakel agtig.  Dern indsigt man etablerer i at få denne relativt nemme opgave til at fungere kniv skarpt, er med til også at give en en masse indsigt.

Hvad skal der til for at motivere hesten?

Er det noget du tænker på?  Stands lige med at læs- og tænk over det.