Mine heste elsker ridebanen.

Mine heste elsker ridebanen.

14. december 2019 0 Af vibe skouenborg

Hvad er dit formål med din ridning og din hestetræning?

Er det at få motioneret hesten?
Er det at træne hesten til stævne?
Er det at nyde naturen?
Er det at få hesten til at adlyde?
Er det at træne hesten i forhold til at uddanne den til at blive god til at bære rytter?
Er det at få den til at proforme i en specifik plan, du har?

 

Hvilke midler og hvad slags viden bruger du?

Prøver du at gøre, som andre gør?
Får du undervisning og hører ukritisk, efter hvad underviseren siger?
Bruger du din indføling og intuition til at reflektere hesten?
Opsøger du viden om hesten i andre verdener(nettet, litteratur, læsning om hestens fysiologi, mentalitet og etnologisk oprindelse etc)  eller bruger du det, der er nærmest tilgængeligt(undervisere, hvad andre gør etc)?
Hvordan reflekterer du, når du er i tvivl om hestens adfærd og reaktioner på det, du gør ved den?
Har din hest ja-hatten på, eller er den træg og skal drives til alt og somme tider direkte modstander af opgaver? og måske endda på flugt eller på anden måde udenfor rækkevidde somme tider?

 

Alle disse tanker har jeg været igennem mange gange, fordi min brogede flok heste med deres brogede fortid, ikke bare har givet mig den lige vej.
Læring, kalder jeg det. Værdifuld læring.

Min plan med mine heste er, at de skal udvise, de har lyst til opgaven og det jeg gerne vil med dem. At de er ‘langsomme’ og afventende- for så at modtage opgaven, få belønningen og derefter langsomhed og ‘pause’ (belønning) igen.
Det styrer deres motivation så fuldstændigt, at de står i kø ved leddet ind til ridebanen, som har direkte adgang fra folden.

Men sådan har de ikke hele tiden haft det.
Inden de lærte min dagsorden at kende, var de mere på vej væk og ikke værende mentalt tilstede.
En havde ‘ticks’ i form af at tøjle eller tov SKULLE ind i hans mund, en kunne ikke longeres uden det var stift med hoved oppe i flugtagtig tempo trækkende væk i tovet, en tog små skridt med forbenene og spændte  ‘uden grund’ i halsen og så spøgelser alle vegne, en  lukkede bare helt af og hørte/opfattede ingenting osv.
Alle var redet flere år, inden jeg fik dem. Så det var ikke fordi, de var uvidende om livet som rideheste.
Lang lang tid brugte jeg på at få hul på den skal, de levede inde i.
Hygge, pligtløse SMÅ nemme opgaver, som kunne udløse ros og ro. Og måske godbid, hvis der var en meget tyk skal, der skulle trænges igennem.
På den måde blev der mere og mere åbnet op for at de var tilstede og begyndte at tilbyde sig. Forstået på den måde, at de indtog en neutral positiv opmærksom åbenminded afventende position uden spændinger i kroppen.

Så kan alt det sjove begynde.