”Min ridestil er min privatsag”.

”Min ridestil er min privatsag”.

20. februar 2022 Af vibe skouenborg

HESTEN SOM REDSKAB.

 

Den etablerede ridesport er gennemvædet af en blind præstations kultur.
Heste er redskabet til at blive set.

Hestens navn er efterfulgt af navnet på faderen. Hesten er ikke noget i sig selv,- men en del af en berømt far.

Stævnerne er målet for træningen.

Træningsmetoderne er en blanding af hjemmelavet og kopi af det prof’er og ”eliten” gør.

Ingen skal blande sig i den ride- træningsstil, man har besluttet at anvende.

Og da slet ikke hesten.

 

”HESTEN SKAL BRUGE SIG KORREKT, BÆRE SIG SELV”.

Der hersker en opfattelse  af, at hesten ”bruger sig korrekt”, når den går ”i holdning”/”til bidet” og man har KONTROL OVER DEN.
Så rytteren lærer hesten med negativ forstærkning at holde og bevare hestens hoved, hvor rytteren har besluttet, det skal være.
Uden dybere tanker om det.
Efterfølgende skal hesten presses ned i andre hjemmelavede formler.

Hesten påføres et pres i munden, indtil den bøjer halsen.
Når den så kan gå der, uden at gøre modstand og uden at flytte hovedet, så betragtes det som at, den ”bærer den sig selv”.

Men hesten bøjer bare halsen mere ind end tøjlelængden,-  for at skåne sin mund.

 

Islænderforeningen har endda reguleret deres kårings betingelser på dette magre grundlag:
”Hesten kan kun opnå høj kårings karakter i tølt, hvis hesten kan tølte 3 sekunder for løs tøjle”.

TRE SEKUNDER? hvad så med alle de andre sekunder? hvad med resten af kroppen?

Skidt med det.

 

Tit trænes der med stangbid og kandar- og så vil hesten i alle tilfælde gøre alt for at skåne sin mund.

Giver hesten hurtigt op, har den et ”godt sind”.

Gør hesten modstand, er det ”en vanskelig hest”.

 

BAG LOD.

Når hesten er bag lod, trykker bidet et mere smertefuldt sted i munden(på laderne).
Det betragtes tit som, man bruger det ”forkerte bid”, hvis hesten viser modstand.

Man overvejer ikke, om det er fordi, det gør ondt, er ubehageligt- eller om hesten er udfordret med balancen i den position.

Hesten har brug for sin udstrakte hals til at holde balancen. Og den har brug for at få styrket brystkassen til at komme af jorden inden bagbenene kommer.
I rytterens blinde søgen efter ”bæring” er bagbenene bedt om at komme langt ind under hesten- .
Men uden styrket brystkasse, beder man om endnu mere forpartsbelastning.

Og når den er tvunget bag lod/”i holdning”, falder den i forvejen på næsen.

Så hesten er UDFORDRET.

 

ÅBEN MUND.

Redne heste til stævner, har meget tit mundstress og/eller  ÅBEN MUND.
Endda selvom næsebåndene er helt stramme.

Ingen som helst, hverken dommere, ringstewards eller ryttere, bekymrer sig om at hesten har ondt i munden.

 

Åben mund opstår, når rytteren er ”nødt til” at bære hesten i tøjlen, fordi den ikke bærer sig selv.

Hvem bekymrer sig om, at en mund er et følsomt sted? og hvilken lavine af domino effekt det har for resten af kroppens funktion og holdbarhed, når hesten er udfordret/har ondt i munden?

Ingen.

 

HYPERFLEXION.

Fordi halsens svageste sted er ved 2.-3. halshvirvel, er det  dette sted, som giver efter, bliver højest og laver et knæk, når hesten bedes om at bøje halsen.
Derudover kommer der et tilsvarende knæk omkring 6.-7. halshvirvel.

MEGET UHENSIGTSMÆSSIGT.

 

Alt bag lod er hyperflexion.

Hyperflexion betyder at led er i yderstilling-  .

Brusken i leddene er tykkest på midten og der er derfor mest aflastning i leddenes midterstilling/ i naturlig position.
I yderstilling er der ingen aflastning/ bære evne – brusklaget er tyndt og der vil derfor opstå stor belastning og slidtage.

 

MAN HØRER TIT:

”Den er så ung og ikke stærk nok endnu så derfor putter den sig bag lod”.

”Sjovt” nok går GP og OL heste også bag lod.
Hvornår bliver de SÅ stærke nok?

 

PYNTEFORM.

Man ser ofte ryttere rykke/hugge op ad i tøjlerne for at få næsen op/frem.
Kommer hesten af denne grund et kort sekund i lod/foran lod, er 2.-3. halshvirvel stadig højest og 6.-7. slår stadig et knæk,-  så gør det absolut ingen forskel. Det er kun kosmetisk.
Forparten/basen af halsen er stadig trykket ned.
Men dommere og TV kommentatorer belønner/roser det.

Det er DET, der tæller.
Så er ”ALT GODT”.

Og ER hesten først bag lod, KAN den ikke selv skubbe næsen foran lod.
De hals -og nakke muskler, som skal aktivere denne bevægelse at skubbe næsen frem, er ude af drift, når hesten er bag lod(læs diagram højere oppe).
Og den vil aldrig opnå styrke heller, når den går der.

 

FORAN LOD OG NAKKEN HØJEST.

At hestens træningsmål skal være foran lod/højest i nakken, er blevet et totalt udvandet begreb.

Ingen ved heller HVORFOR, de skal gå foran lod/nakken højeste.

Men ”ingen skal bestemme, hvordan jeg skal ride”.

 

Kun når hesten er foran lod/nakken højest, vil den kunne bruge sin krop hensigtsmæssigt i forhold til at bære rytter på ryggen.

Halshvirvler og ryggrad skal ikke slå knæk eller bøjes den forkerte vej.

Når hesten allerede straks i uddannelsen lærer  at ”give efter” for tøjlen og ”gå i holdning”, er det rigtig, rigtig svært senere at lære den at modtage et tag i tøjlen og forblive foran lod- fordi den er fejlkodet til at bøje af.
Af samme grund er det rigtig svært at få den til at suge på bidet.

”Nakken højest og næsen foran lod”, hedder målet, hvis man vil ride efter at uddanne hesten i hestens tempo- og lære den at høre, forstå og adlyde en halv parade og søge bidet, når den bliver stærk nok.
Så bliver ridning nemmere og mindre konflikt fyldt.

 

Det tager for lang tid.

 

 

Så  ”jeg bestemmer selv min ridestil”.