TO HESTE DELER DERES HISTORIE.

Hest 1: Hej,- åh jeg elsker min ejer, hun siger også, hun elsker mig.  Hun lader mig gå frit på en stor fold sammen med en masse andre heste. Vi har lidt mad hele tiden, vi kan gå en tur ned i en lille skov og ud i en stor eng -og vi har et tørt sted, vi kan gå i læ.

Hest 2: Du er heldig. Min ejer siger også, hun elsker mig, men somme tider er jeg helt i tvivl. Jeg er  lukket inde i et lille rum i laaaaag tid ad gangen. Og hvis jeg kommer ud, er det på et lille område kun med jord og jeg skal gå alene for ellers kommer jeg til skade, siger hun.
Jeg savner så meget at nusse med andre heste og føle det der er fællesskab. Især inde i mit lille rum, fordi det er så lang tid. Udenfor kan jeg da SE andre.
Jeg får serveret mad i måltider- og jeg har faktisk ondt i maven.
Og fordi jeg savner andre heste, så bliver jeg urolig indeni.

1: Åh det gør mig virkelig ked af det. GØR dog noget?

2: Min hjerne går helt i stå og ud af sig selv, så jeg får nogle mærkelige vaner, jeg ikke kan kontrollere. Og bliver nemt sur og irriteret.

1:Hold da op. Det kan jeg godt forstå. Prøv at gør noget, hun lægger mærke til.

2: Jeg har prøvet at vende enden til, når hun kommer ind i til mig – eller nægte at gå med, når jeg skal ud derfra, eller rende runder rundt, så hun ikke kan fange mig på marken- jeg har også prøvet at bide efter hende, når hun spænder min gjord, for det gør ondt i min mave. Men så skælder hun ud og råber højt.
Til sidst opgiver jeg og bliver endnu mere indelukket. Og endnu mere trist indeni.

1: Det er synd for dig. Min ejer hun kan finde på at sidde ude på marken og betragte min adfærd og lægge mærke til, hvad det er, der er godt for mig-  og hun ser at jeg bliver glad af at være sammen med andre heste, rulle og fylde min pels med jord og komme med mere hø, om vinteren når der ikke er græs.
Og så fortæller hun de andre heste piger, at de skal lægge mærke til, hvor meget heste bruger deres HALS, når de bevæger sig frit. Både når de leger og bare går og løber. Og at det skal man huske at give hesten mulighed for også, når man RIDER på den. For når det er på den måde hesten bruger sig selv uden rytter, så er det vigtigt den også har muligheden for det MED rytter, da halsen er balance stang og fordi hestens eget bevæg mønster er det, der skal udbygges på for at kunne bære vægt på ryggen.

2: Sidder hun og interesserer sig for DIG som væsen!! hold da op. Jeg føler at min ejer mest tænker på hendes egne behov og slet ikke VED, hvad der betyder noget for mig.
Hun SIGER jeg har det godt, fordi hun passer mig så meget. Men det er slet ikke den slags jeg har brug for.
Når hun rider på mig, er det som at være i spændetrøje, der bare STRAMMER og gør ondt- nærmest over det hele. Både i munden, nakken, halsen, ryggen- ja over det hele – jeg kan slet ikke overskue det.
Jeg ved ikke, hvorfor hun tror, det er godt for mig. Eller det ved jeg måske godt,- for alle de andre hestefolk på stedet, gør det samme.
Men hvis man vidste, hvordan heste bevæger sig når de er fri, som du fortæller, DIN ejer tænker på, så kan man jo slet ikke forestille sig, hvordan nogen kan tro, at det er OPTIMALT at fixsere halsen i korte tøjler og tro at DET, er det bedste for hesten, og endda når den skal bære noget på ryggen.
Men jeg ved ikke, om hun egentlig ved, hvad hun i virkeligheden har gang i.
Så snart hun sætter sig op, trækker hun mit hoved ind. Det svider simpelthen i min hals, som om knogler og muskler slet ikke KAN og de skriger for at komme fri af den skrue tvinge. Men det opdager hun ikke, selvom jeg prøver at rykke frem med hovedet, skubber skulderen ud(det er jeg nødt til for overhovedet at komme rundt). Så sparker hun til mig i siderne, indtil jeg holder op. Hun OPDAGER slet ikke hvor svært det er for mig.

1: Ej hvor VILDT- det havde jeg ikke fundet mig i. Hvorfor smider du hende ikke af?

2: Det har jeg prøvet- så fik hun en stærk mand op på mig med mange kræfter, så blev spændetrøjen  endnu strammere. Så kunne jeg ligeså godt give op. Det var så væmmeligt. Og når jeg gav op, var der ‘kun’ det almindelige væmmelige tilbage.

 

1: Min ejer hun rider mig bare så blødt- hun lader mig gå i den form, jeg selv vælger til start,-  så jeg kan sagtens bruge min krop og bevæge den frit. Så jeg mærker næsten ikke jeg har rytter på. Og hun er rigtig god til at fortælle mig, hvad jeg skal- så jeg har lyst til at gøre det hele. Jeg har aldrig prøvet de der væmmelige ting, du beskriver.

2: Pyh du er HELDIG. Ja jeg føler i alle tilfælde det er rigtig hårdt at have rytter på ryggen. Min ryg bliver hård og ØM, når min hals skal bøjes sådan. HELE TIDEN. Og jeg føler al MIN vægt OG hendes er ude i min forben. Alligevel siger hun at jeg skal gå sådan,- rundt i cirkler -rundt og rundt- blive ved og ved.
Så snart jeg viger en lille smule, får jeg det at vide,- enten i munden eller hun sparker mig hårdt i siderne.
Og når mit hoved er trukket sådan ind, er det eneste jeg koncentrerer mig om at holde hovedet der, ellers gør det endnu mere ondt i min MUND.
Mit ene forben bærer ligesom DET HELE, når jeg skal gå rundt, fordi jeg er så skæv i balancen. Jeg prøver at få lidt aflad ved at at åbne munden- men der er en stram rem rundt om min mule, så det giver ingenting.

1: Jeg får dårlig samvittighed overfor dig, når jeg fortæller om mit liv.

2: Åh jeg vil gerne høre mere- så ved jeg, hvad jeg kan drømme om i mine stille stunder.
Jeg troede en hest SKULLE  leve sådan her. Alle mine fæller fra stalden har det jo ligesådan. De sparker også på væggene i de små rum og efter gjorden, når den spændes. Og så siger deres menneske: ”Det er helt normalt, det gør alle heste”. Derfor troede jeg, det var normalt og at livet skulle gøre ondt.

1: Jeg har aldrig ondt nogen steder.

2: HVAD, har du IKKE?! Jeg har snart vænnet mig til at have ondt- alle mulige steder. Og så bliver jeg træt og langsom. Og så bliver min ejer sur- og så får jeg hug igen- . ”DRIV”, råber hendes underviser så, ” HAN SKAL LAVE NOGET- VIS HVEM DER BESTEMMER”.
Jeg adlyder ikke fordi jeg har lyst, men fordi ellers vanker der.
Og det er også svært somme tider at vide, hvor meget jeg skal gå frem, når bremsen foran ligesom er trukket med de der korte tøjler hele tiden. Og det er som om, det heller ikke altid er nok bare at gå FREM, – hun vil også have jeg skal have ”bagbenene med”- eller hvad de kalder det, Og det er helt umuligt for elastikken er ligesom for kort på min overside, når min hals skal være der, og mulen endda også trukket ind, AT DET BARE IKKE KAN LADE SIG GØRE.
Men det forstår hun slet ikke. Hun mener jeg SKAL.
Hun fortæller de andre mennesker i stalden at jeg er fræk og dum somme tider og ikke hører efter.
Så kan det kortslutter det for mig og jeg farer afsted og blæser på det hele.
Hun brokker sig over jeg er svær at standse og aldrig hører de halve parader.
Men jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal hvornår. Der er ikke noget der indikerer, hvad stop signalet ER. Der er jo støj på ledningen hele tiden.
Og for at undgå det store pres i min mund, er jeg nødt til at holde halsen HØJT og bøjet og mulen trækker jeg så også ind. OG DET SVIDER ALLE STEDER SÅ.  Men jeg kan jo ikke gøre noget.
”GODT” siger underviseren så, ”nu er han let på tøjlen”.
LET? jeg føler mig tung og træt som et alderdomshjem.

 

1: Det lyder altså vildt. Når jeg bliver redet, får jeg en masse afveksling. Hurtig, langsom, lidt anstrengende arbejde og så afslappende igen- hele tiden som om hun ved, ”så nu syrer han til”,- ”nu må han lige have en slapper”. Hende der kommer og underviser os er bare sådan en i gummistøvler og sweater. Hun ”ER” ikke noget, men hold da op, hun ved meget. Hun ved alt muligt op hestes sener, muskler, knogler,  hestes væsen,  indlæring og motivation – alt muligt. Og hun kan SE, når jeg ikke er med- så tager vi den derfra.

2:WARW, DET LYDER FANTASTISK.

1:Og somme tider tager vi bare en tur ud i naturen for lange tøjler i grime uden bid og uden sadel.

2: HVAD! går du sommme tider på TUR – sådan ud i den friske luft?

1: Jada – det er jeg da lige så tit, som det andet. Men faktisk kan jeg også godt LIDE det der arbejde indenfor- fordi der hele tiden er opgaver, belønning,- hårdt arbejde, afslappethed, noget at finde ud af og noget at løse. Og så BELØNNING,- det er så dejligt. Så jeg bliver udfordret og motiveret og belønnet på en rigtig god måde. Jeg føler min krop er stærk og glad- og elsker når jeg får lov til at galopere ude i skoven og mærke min krop. Og så bliver min ejer også glad. Og siger jeg er dygtig. Det siger hun hele tiden. Og jeg tror virkelig, hun mener det.

2: Hold da op, jeg går ALTID bare rundt og rundt og rundt inde i det der store hus. Og så skal jeg bagefter have 4 tæpper på og min hud gider det bare ikke, når det er HELE tiden. Det er varmt og klør. Jeg savner at rulle mig i jord og at kunne løbe frit. Sammen med andre heste.

1: Øh hvad- har du ikke pels da?

2: Jo- eller nej den er klippet af. Hun siger det er bedst for mig. Jeg forstår ingenting.

1: Hvorfor tror du så, hun siger, hun elsker dig?

2: Det ved jeg virkelig ikke. Men hun siger det HELE tiden og kalder mig alt muligt sødt. Jeg tænker i mangel af bedre heste selskab, så kan jeg da altid tigge noget op ad hendes lomme. Hun propper mig med godbidder. Som om det skulle godgøre alt det dårlige. Men der er lang vej. Hun ved helt klart ikke, hvad der gør en hest ægte glad. Eller hvordan den skal bruge sin krop uden at få ondt.
Og jeg gør bare, hvad der bliver sagt og prøver at opføre mig som hun vil have- så tror hun, jeg er glad.

Gad vide om mennesker nogensinde får deres hvirvler spændt ud og fikseret i yderposition  af en træner, og bedt om at arbejde hårdt med noget tungt på ryggen,- så deres hvirvler skriger, fordi de bliver trukket helt ud af deres leje- og holdt der læææænge?

1: Det er da mærkeligt,- hun har da en masse på stedet, hun kan spørge. Og en underviser. De må da også kunne se, at det ikke fungerer?

2: Ja det skulle man tro. Men når de alle sammen synes det samme, så er der jo ingen, der gør noget andet. Så kan de slet ikke SE, når det er RIGTIG godt. For det findes ikke her.

1: Men de kan da SE, det ikke fungerer for jer, når du gør oprør??

2: Ja men de ved jo ikke, det er derfor. Jeg er bare ”dum” og ”fræk”. Og jeg jo holdt op med det. Det hjalp ikke.  De siger hele tiden, ”heste skal vide, hvem der bestemmer”. Og se, så tror hun det er det der virker. Så hvad skal jeg gøre?

1: HVAD!? tror de, at heste fungerer bedst, når der er et menneske, der skal bestemme over dem! Hvorfor tror hun det?

2:Hun siger heste har det bedst sådan.

1: HVORFOR DET?

2: Det har de hørt, at sådan er det, når heste lever vildt.

1: HVAD, det passer ikke. Min mor havde en slægtshistorie med sig- som beskrev, hvordan vi heste havde det, da vi levede vildt i flokke. Hvis der var en alfa hest, som mente, den skulle bestemme det hele og være leder i en flok, JAGEDE den heste sammen og prøvede at lave en flok. Der var ALTID uro i den flok- fordi de hele tiden prøvede at flygte derfra og ingen havde det godt- alle følte sig utrygge.
Hvorimod i den gode flok, hvor der var ro og overblik i forhold til at overleve rovdyr, finde mad og vand osv, der var der en flok leder, som bare havde overblikket,  ro og en slags stille myndighed. Her VALGTE heste at komme og være med i gruppen.
Ingen heste ønsker at blive bestemt over, som du beskriver.
De vil have et LIV og en mening. Have lyst og have muligheder.

2: Nå, så er det derfor det føles så forkert for mig og øger min indre uro. For udadtil ser det ud som om, jeg ‘falder til patten’- men ikke INDENI. Jeg vil gerne undgå konflikt- det stresser mig også helt vildt, når der er konflikt. Så jeg søger derhen, hvor der er mest ro.
Men det er ikke lig med, at det er det bedste for mig. Når der ikke er noget at vælge imellem, som passer til mig som HEST.

1: Det kan jeg godt forstå. Jeg har prøvet lidt af det engang, da min ejer tog mig med på et kursus med en som kaldte sig ”Elite horse man”. JØSSES han gjorde mig utilpas. Han stod med en pose på en pind ind i mit hoved og holdt mig i en kort snor. Jeg blev rigtig bange, selvom jeg ikke typisk er sådan en bange en. Han blev ved og ved. Og jeg kunne ikke slippe væk- jeg havde kun 2 valg: at stresse mig selv ihjel eller finde mig i det han kunne finde på. Til sidst orkede jeg ikke at spooke mere. Og så holdt han op. Pyh det var rart, men det gjorde mig ikke tryg ved ham.
Han var bare en, som skulle vise andre mennesker, at han var dygtig til at få heste til at give op. Og så tror folk, han er dygtig. Og så bliver de bekræftet i at tro, at heste gerne vil have, at  mennesket bestemmer. For sådan kommer det til at se ud, bare fordi vi giver op- for at få fred. Og så slukker vore gnist indeni- og vi bliver robot-agtige.
Men HELDIGVIS ikke min ejer. Hun er ikke sådan, -hun kunne godt se, dette ikke var godt for mig. Så vi tog hjem inden kurset var slut. Hun er bare så god til at forstå mig.

2: Hold da op, du er heldig. Jeg er sikker på min ejer ville have syntes, at sådan en som ham, var dygtig.  Alle som giver sig ud for at være noget stort, kan hun godt lide. ”OH wow ELITEHORSEMAN”, det lyder af noget.
Feks kom der engang en OL dressur rytter og gav undervisning i stalden. Det lyder jo fint, ikke sandt. Men hold nu op, vi havde alle sammen endnu mere ondt i munden og i nakken og i ryggen bagefter.
Hun sagde hele tiden, når hun underviste: ”Nu skal han altså lave noget, du skal ikke lade ham falde ned i trav, når vi galoperer-.” eller ”Tag mere ved fortil og driv så- vi skal have ham til at bestille noget bagfra”. Og det sidste her, det ER ALTSÅ UMULIGT, når ens hals er trukket helt ind og mulen næsten nede ved bringen!! og DET FATTER DE BARE IKKE.
Det føles som om, man bliver bedt om noget, der ikke kan lade sig gøre. På et tidspunkt ‘kom jeg til’ at hoppe op med bagenden, da hun sparkede mig, – men hold da op, så skulle hun virkelig irettesætte mig fik hun at vide…. ”NU MÅ DU LIGE SÆTTE DIG LIDT I RESPEKT”, råbte hun.. De vil gerne gøre os til de der sanseløse robotter, som trasker afsted og retter ind og ikke udtrykker noget som helst- præcis som du beskrev.
Så vores lækre fjeder, motivation og lyst til livet forsvinder.

1: Ja og så når hun er OL rytter, så er der ingen der spørger ind til den viden, hun har,- hun må jo være GUD, siden hun har været med til OL. Og den eneste grund til, at hun har været det, er da fordi dommerne  overhovedet ikke dømmer efter hestevelfærds kriterier eller hvad der er godt for os. m.
Men kun efter hvem der har størst benspjæt og om hesten bliver i hovslaget og følger den rute der er skrevet ned.

2:Du har SÅ ret. Og det kan jeg virkelig mærke på min krop. Selvom jeg måske kun har oplevet en brøkdel af alt det, deres heste må være i. De har da slet ikke noget liv. Jeg hørte en sige en gang: ”ja men se, den har ørene fremme, den er så glad og har det så godt”. Jeg var ved at dø af en slags grin- men det er jo tragiske, den uvidenhed. En hest som har set en bjørn og føler livsfare har da også ørene fremme. Især stressede heste føler, de skal holde et vågent øje, fordi de er så usikre i livet.

Selv heste der udsættes for tortur som disse saddle horses har ørene fremme .

1: åh jeg får så ondt i maven af din historie …. ved du hvad, jeg får en ide. Du skulle lave et oprør. Sådan RIGTIG. Blive krop umulig. Sige nej til det hele og bukke og nægte at gå frem og bide og sparke. Så kan det være hun forærer dig væk til en, som vil være sød imod dig -og forstå dig.

2: …… hold da op….. mener du det…. det kunne godt være, det er den eneste løsning ud af dette.  Det kan jo kun blive bedre.

 

Måske.

 

Jeg kan altid drømme.