DER VAR ENGANG EN LILLE BITTE ISLANDSK HEST

DER VAR ENGANG EN LILLE BITTE ISLANDSK HEST

19. juni 2021 0 Af vibe skouenborg

Nu bliver det en langbenet, kortrygget sports pony.

 

Den islandske hesterace

er altid blevet forgudet for den, den er.
Gjort ud af 1000 års isoleret avl på en ø, af de individer, som kunne tilpasse sig i en rå natur.
Produktet er blevet en nøjsom og robust race.  I mange farver, typer og temperamenter.

Da den kom til kontinentet, først som arbejdshest, senere som familie ridehest, ville landene gerne bevare disse egenskaber.
Så avlsmål blev nedskrevet med henblik på i respekt at bevare disse stærke -og for racen typiske – karakter træk.

Når det nu ikke mere gjaldt overlevelse, at præge racen, må avlen ‘styres’.

Island har altid lagt stilen- på godt og ondt- og dette har spredt sig til kontinentet.
Alt fra ride stil, holdning og måde at behandle dem på helt generelt.

Islændingene har altid behandlet deres heste med stor respekt. Men samtidigt uden at tænke dybere over det.
Heste skal bare rette ind.
Og der er ikke tænkt så meget over, om noget gør ondt eller er stressende for hesten.
Det er blevet til en særegen kultur.

Racen findes som sagt i mange udgaver. Små brede, høje slanke. Og alt der imellem.
En lille hest med et stort ego og stor indre og ydre styrke.
Det er en af grundene til, at man absolut ikke skal kalde den for en pony.
Det er en HEST.

Den er kendt og berygtet for at have en kæmpe høj smertetærskel.  Affødt af 1000 års ”JEG VIL OVERLEVE”.
Til mange dyrlægers frustration.
Heste med tarmslyng ligner nogen med lidt ondt i maven- hvorefter de kort efter falder døde om.

På den måde kan de også mistolkes i ridning.
De ”tåler alt”, ”siger aldrig fra”.

Konkurrence og avl.

Avlerne på Island har altid villet vise sig overfor hinanden og vise, hvem der havde den bedste og flotteste ganger.

Med tiden er konkurrence ridning blevet en stor del af det, at have med islandske heste at gøre.
Kontinentet har været med til at vise noget af vejen -som så er blevet til de konkurrence former, der findes i dag.

Konkurrence ridning fylder en stor del af det, at have med islandske heste at gøre.

Imens hygge, turridning og at opleve naturen på sin hest fylder den anden del.

Men ser man på avlen og det, der præmieres højt, så har konkurrence heste typen overtaget billedet mht hvilken type, man ønsker af fremavle.

Godt nok hedder det sig, at det skal være en hest for alle.
Let ved tølt, adskilte gangarter, ‘selvbæring’, store bevægelser, villig til at bevæge sig og nem at styre.

En islandsk avler, dyrlæge, forsker og medlem af FEIF, (den internationale islænderforening)s avls komite, Þorvaldur Kristjánsson, har lavet et avls ‘diagram’, som nu er blevet grundlaget for karaktergivningen i kåringerne.

Han mener, eksteriør vil kunne afgøre alt, mht den type hest, man bare kan sætte sig op på og ‘få en fantastisk oplevelse’.

Han har kikket på flere km kårings video, dommertal, gener, centimeter og vinkler og derudfra skematiseret en hest, som han så regner med, vil blive den islandske hest, alle drømmer om -.

Med selvbæring, holdbarhed, gode gangarter, godt sind, gode oplevelser.

En god prototype ser, ifølge dette, således ud:

 

Selvbæring.

I kårings ride-delen skal heste kunne tølte i min 3 sek for løse tøjler, for at kunne opnå høje tølt karakterer- da man mener, en hesten derved beviser, den kan bære sig selv.
Sjovt nok gælder disse ting ikke i sports konkurrencerne.

Og sjovt nok er dette slet ikke bevis for selvbæring.

I sporten kan man erhverve sig både 7 og 8 i karakter i tølt, hvor hesten har fuld tøjlekontakt- og endda med lateral takt, dvs takt mod pas og hvor hesten er tydeligt på forparten og nede i ryggen pga denne påtvungne ‘pynte form’.

Guideline siger, at i det høje område i langsom tølt, skal hesten have, citat: god takt, god rygbæring vel engagerede bagben og hævet front.

Hvad mon de ser?

En hest med eleveret hals, kan ikke have rygbæring eller engagerede bagben. Når basen af halsen er nede(røde mærke foran skulderbladet), falder ryggen ned. Og derved tvinges bækkenet bagud og dermed også bagbenene, som så ‘bærer’ bagved hesten.

Dette er en kopi af en eqvipage i langsom tølt, som  får karakter 7,5-8,5.
I den rene tølt er der ET ben i jorden ad gangen, men her er der tydeligt 2 ben i jorden.
Kun halsen er ”hævet”- ikke forparten. For brystkassen er NEDE og bagben bærer bagved hesten.
Stangbids kæden har en sådan længde, at hvis hesten flytter sit hoved fra denne position, vil vægtstangs effekten træde i kraft- dvs hesten er HOLDT i denne form.
Den ”lethed”, der opstår på tøjlen, når hesten bøjer halsen længere ind, end tøjle længden, har ikke noget med bæring at gøre.

Det er bare hesten der undgår, det gør ondt i munden.

Sådan kan man blive verdensmester.

Hvis en hest skal bære sig selv, kræver det at brystkassen er i stand til at blive ‘suget’ op imellem skulderbladene.
Bagbenene skal tage vægt under hesten i stand fasen. Det er ikke nok, de bliver ført langt ind under hesten, hvis stand fasen er bagved.

Forudsætningen for at dette kan ske, er at basen af halsen bliver ‘trukket op’ af overlinjeligamentet(grønne streg) via ligamenter som fæstner på halshvirvlerne(blå streger).
For at få basen af halsen trukket op, skal hestens hals være udstrakt og holdt i denne position, så basen af halsen er ‘oppe’, imens musklerne styrkes.
Dvs al den tid(vi taler om mange måneder) det tager at bygge musklerne- så denne form bliver ”muskel-båret”- og ikke mere behøver blive støttet af overlinjeligamentet.

Meget forenklet beskrevet.

Selvbæring er også en mental ting. Hesten skal være uden stress og spænding og have lært at svare blødt på halve -og hele parader, så hele kroppen engageres, når der tages i tøjlen- .
Så centreringen af hesten fordeles bagud, bækkenet kipper så bagben kan bære under hesten og halshvirvlerne bevares i den ‘udstrakte form'(ikke mast ind i S form),- så brystkassen stadig er ‘oppe og alle led i hesten arbejder elastisk.
Her kommer det fjedrede look, ”bølgen igennem kroppen”.

Denne evne kan de ikke fødes med.
Det er en trænings ting.

Ja, men hvad så?

Ja hvad så?

Det er fint at avle frem mod en hest, som kan give rytteren en fantastisk oplevelse.
Men hvad med hesten?

Fordi skulderen er så skrå og ryggen så kort på denne nye prototype, så vil sadlen automatisk komme til at ligge så langt tilbage, at den kommer til at ligge for langt bagude i forhold til ryggens bære evne og i forhold til at hesten kan arbejde hensigtsmæssigt i kroppen generelt.

Sadlen skal ligge på ribbens ‘kassen’. Dvs  foran hvor det bagerste ribben fæstner(røde mærke på tegningen).
Bagved dette sted, har ryggen ingen understøttelse/bære evne.

Og derud over kommer gjorden til at ligge midt på maven- et sted som bevæger sig rigtig meget, når hesten ventilerer.
Begge dele meget uhensigtsmæssigt – både mht holdbarhed og behagelighed for hesten.
Hvem drømmer om en stram livrem om brystkassen på det sted, der bevæger sig aller mest, når man skal arbejde hårdt.

Ofte bliver sadlen lagt yderligere tilbage.
”Skulderen skal være fri”- selvom der er 20 cm hen til skulderbladet.

Måske hjælper det på ”selvbæringen”?

Og så et stangbid- så kører det…

 

Men bare det ser ”flot” ud.
Og hestens bevægelser er imponerende.

Og hesten hverken halter eller piver.

Så er alt godt.

Eller?