OM TØLT.

Tølt er den islandske hests 4. gangart -og pas den 5.
Pas er kun ønsket, hvis hesten kan vise pas i højt tempo. Ellers er pas UØNSKET og betragtes som ”a pain in the a..” 🙂 .

I tølt flytter hesten benene på samme måde som i skridt, bare ‘løbende’.
Tølt er en benbevægelse på linje med andre gangarter og den bedste udgave er, når den er 4-taktet  med lige lang afstand mellem hvert taktslag.
Er takten mod  trav eller pas, afsløres en anspændthed og/eller ubalance.

OM TRÆNING.

Hvis hesten er løsgjort, under hjælperne, bruger sin over-og underlinje og er i balance, vil alle gangarter være nemme at finde frem og holde adskilt.

Inden den islandske hest skal gangsættes og have gangarterne adskilt, er det en fordel, at den har været redet i noget tid inden, det påbegyndes.
Både mht STYRKE og BALANCE,  men ikke mindst i forhold til at være løsgjort, være let på tøjlen og i det hele taget uddannet grundlæggende.

En hest der får lov at bevæge sig på en naturlig måde, vil være nem træne. Og det gavner den på alle plan videre frem i uddannelsen som ridehest.

Når man bruger hestens naturlige form at bevæge sig på, er der bedre chance for, at man ikke beder om noget, der er usundt for dens bevæg-apparat .

Og frem for alt, så gør dette det nemmere for hesten. Og den vil tilbyde sig og have nemt ved at lære.

Når det så er sagt, skal der justeres lidt, for at få den til at bruge sig hensigtsmæssigt mht at bære rytter på ryggen.
Men stadigvæk skal hesten på ingen måde tvinges ind i en form. Så vil der opstå uønsket spænding i muskulaturen, uønsket adfærd og hesten får det rigtig svært, hvis den bringes ud ad balance.

 

HESTENS KROP.

En hest som bare er hest(uden rytter), bruger sin hals som balance stang. Ved at betragte hesten løbe og lege, kan man få indsigt i, hvor meget den bruger sin hals.
Når den skal til at være ridehest, er det lige så vigtigt, at den stadigvæk, uhindret har halsen at holde balancen med. Eller det er faktisk endnu vigtigere.

OG det er med til, at HELE hestens krop vil kunne bære rytter på en god måde, når den er tæt på den ‘naturlig form’.
Som så styrkes og trænes.
Fra naturen har hesten ca  2/3 af sin vægt på forbenene.  Med rytter bliver det med yderligere vægt på forbenene.
Derfor er det vigtigt hesten lærer at fordele dette bære-arbejde ud i hele kroppen- og at ryggen styrkes til at holde sin position. Den position den har uden rytter.
Ryggen skal ikke ‘løftes’, som det til tider forlyder. Ryggen skal bare styrkes, så den ikke svajer ned, når der kommer rytter på.
Dette styrke arbejde er om end endnu vigtigere hos den islandske heste, da ryttere jo som bekendt er forholdsvis større til hesten i denne verden.

Dette kræver både styrket over-og underlinje muskulatur og en brystkasse, som skal styrkes så forbenene stadig kan bevæge sig frit og komme af jorden inden bagbenene kommer.
Og for ikke bliver overbelastet pga overvægt på forparten.
Fordi forbenene ikke er sat på det øvrige skelet, men ‘dingler’ alene,  ”kun” holdt fast med sener, ligamenter og muskler(brystslyngen), kræver det at hesten får trænet dette område, så ribbens ‘kassen’ ikke falder ned mellem skulderbladene(et andet ord for ‘forpartsbelastning’).

ALT  i træningen handler om, at hesten ikke er forpartsbelastet, kan holde ryggen lige og bagbenene kan bevæge sig uhindret ind under hesten, hvis hesten skal have nemt med at være ridehest og ikke lide overlast.

Dette gælder i alle gangarter. Også i tølt.
Her ses trav.  Det er i trav, muskulaturen kan trænes. I tølt skal den ”bare” bruges.

Her i trav, trækker overlinje-ligamentet de nederste halshvirvler/basen af halsen op, så halshvirvlernes S form bliver mere som en bue.

Kun i denne form kan hesten aktivere og sammentrække underlinjen og få bagbenene til at pendulere ind under kroppen, for når basen af halsen tages med op, muliggør det at bækkenet kan kippe den rette vej. Det udstrakte overlinje ligament ‘holder ryggen’, så ryggens muskler kan styrkes af denne travbevægelse, afsæt/landing og svævefase.
Kun når ryg musklerne er aflastet som her, kan de trænes/styrkes.

TØLT, GANGSÆTNING.

Tølten er nem at ”finde” i denne form. Selv trav stærke typer, som umiddelbart ser ud til at have svært ved tølt, falder ud i tølt, helt af sig selv, når overlinje bliver lang, hesten er løsgjort, kan lige-ud-rettes, har nemt ved versade og er god til at forstå en halv(og hel)parade.

 

Her vises en fase af den helt spæde gangsætning.
Denne hest har tidligere været ”gangsat” på en måde, hvor han skulle HOLDES i tølten, for at tølte. Dvs han var bragt ud ad den før omtale naturlige form. Hovedet trukket ind, ryggen trykket ned,  og dermed blev basen af halsen tvunget til at blive nede. Så bliver det RIGTIG svært for hesten at tølte. Meget forpartsbelastet.
Han var meget stresset, havde meget ”vilje” og havde mund stress/meget aktiv tunge(som har en meget negativ indflydelse på tungebenet- og dermed resten af kroppen, – da tungebenet hæfter ved brystkassen og er med i kædereaktionen af muskelgrupperne ud i resten af kroppen) og det har taget lang tid at lave et ”nyt nu”.
Han rides i grime, fordi bid i hans mund er som at trykke på knap til hukommelse om dårlige oplevelser.
Og fordi han med bid i munden bare bøjer halsen ind, når der tages i tøjlen, uden at sænke farten. Så bliver ridning rigtig svært. Og umuligt at få hele kroppen i spil.

 

 

Når tøjlerne bruges til at løfte/bøje hestens hals, forhindres hesten i at bruge kroppen på en holdbar måde. Den tvinges på forparten, ryggen bliver hængebro, underhalsen skyder frem, nakken får et kraftigt knæk, bækkenet kipper den ‘forkerte’ vej og bagbenene kan ikke træde under og bære.

Når bagbenene føres ind under hesten  mens bækkenet kipper den ‘forkerte vej’, tager bagben vægt bagved kroppen og det udsætte hestens overlinje for store negative overbelaster, overudstrækning- og bla SI leddet(det led som forbinder korsbenet med bækkenet),  bliver meget provokeret og udsat.

Mange heste har store udfordringer her.

Det skammelige er, at det er den høje forbens aktion og de rummelige bevægelser, som dommerne giver høje point for.
Og forbensaktionen bliver højere når ryggen er sænket og hesten er i en dårlig udgave af sig selv.

Rides hesten OP i holdning med tøjlerne, uden brystkassen/basen af halsen kommer med op,
er det umuligt at ride hesten væk fra forpartsbelastningen.
Det kræver en grundlæggende ‘omformning’.

 

 

DEN VIDERE TRÆNING INDEN GANGSÆTNINGEN.

Styrke og smidighed.

Når rygmuskulaturen er blevet så stærk, at den kan overtage ”bærings arbejdet”, som overlinje ligamentet bar i starten, kan hesten begynde at fordres mere og mere.

Hestens halsform og placering afgør, hvordan hesten bruger sig. Kort og enkelt.

Dette er meget afgørende og skelsættende for om træningen bliver til hestens fordel eller ej.
Både mht holdbarhed og hvor behageligt det er for hesten- IKKE MINDST.

Hestes tølt anlæg er vidt forskellige, men ens for alle er, at når hesten er løsgjort og i balance, er udgangspunktet for at få tølten frem i ren takt, uden anspændthed, nemt.

Så spiller det ikke afgørende rolle om hesten er 4-eller 5 gænger- eller alt derimellem.

Men BETINGELSEN er, at hesten er løsgjort og let på tøjlen. Hesten skal lytte til den mindste anholdning på tøjlen- og lytte med ‘hele kroppen’, dvs  hesten flytter automatisk vægten bagud ved det mindste tage i tøjlen,- hvorved den også kipper let i bækkenet.

Som træning er galop en gavnlig gangart, hvor man får ”gratis bækkenkip” uden at skulle ‘bede om det’.

Og stadigvæk husk: i den naturlige form 🙂 .

At træne/udspænde hestens brystslynge, som er alle de bånd, muskler, sener der er med til at ‘holde forbenene på plads’, er en af forudsætningerne for, at man kan træne hesten væk fra forpartsbelastningen.
Brystkassen skal kunne holdes oppe imellem skulderbladene.
Man vil kunne opleve hesten få større afstand imellem forbenene, og bliver muskelfyldig ved mankekammen, når den bliver styrket ved brystslyngen.

Versade, traversade og en helt enkel øvelse, at lære hesten at tage forben til siden når den drejer, er gode øvelser.
Og husk: i den naturlige form. Ellers har det ingen effekt.

Læs mere her:

Equine connections 2 – The head and neck postion of the horse in training

Jo stærkere hesten bliver, jo mere vil den kunne fordres bagfra. På den måde kommer den ægte form,  som opstår når bagbenene kan bære mere og mere.

Derved kommer hele forparten op.
Og ikke kun halsen.

OPMÆRKSOMHEDSOMRÅDER:

Anspændthed er enhver ridehests ‘dræber’.
Når hesten er anspændt, er det af en negativ årsag. Og anspændte muskler kan ikke trænes/styrkes.
Ydermere vil det give en latent risiko for overanstrengelse/inflammation.
OG – ikke mindst- gør det svært og ubehageligt for hesten.

Heste kan også forekomme stressede, ”ulydige”, med ”meget vilje”, svære at lære noget, umotiverede(skal bedes om alt- gør ingenting af sig selv) når de er anspændte.

Der florerer desværre en teori om, at hesten skal samles for at tølte.
Og det forsøges endda praktiseret, når hesten er ny-tilredet og/eller ikke redet ret længe.
Samling kræver meget styrke, udholdenhed og lang tids forudgående træning.
Så den form for ‘samling’ hesten i den tidlige fase vil indtage, er ikke samling.
Men derimod en belastende, usund form for kroppen at bevæge sig i.

 

MOTIVATIONS OMRÅDER:

Når man lytter til hestens signaler og bruger dem til at guide sig mht hvordan træningen skal forløbe, vil man få en hest, der er lærenem.
Hesten på videoen kan finde på at trække tøjlen ud ad hænderne, og bede om fuld længde. Det får han lov til. Det er et tegn på træthed(eller i værste fald ømhed/smerte) i ryg muskulaturen og han har brug for at lade overlinje ligamentet tage over.  Et tegn man skal være obs på.
Nogen vil måske betragte det som ulydighed.
Bare for at tage et eksempel.

Når heste rides for lette hjælpere, vil man også nemmere kunne opdage, hvis der bliver sagt fra.
Hestene er vores bedste læremestre.

Og heste gør ikke noget uden grund.